[INDEKS]

Yesterday

"Oh yesterday...came suddenly..."

Søndermarken er navnet på den søndre bydel i Viborg, hvor vi begge er født og opvokset - vore forældre ligeledes - og vi har derfor en særlig kærlighed til stedet og de mennesker der indgik i dagligdagens "gadebillede" i vores barndom og ungdom. Og fordi Søndermarken bare er en parentes i Viborg bys historie rummer den alligevel en historie som vi skylder at fortælle.

Koldingvej 1955
Koldingvej 1955 før den store vejregulering tog fat. Billedet er taget ud for det daværende Søndermarkens Savværk. Det første hus, som ses i venstre side er bagermester Elisiussens ejendom. Vejgrøften er fyldt op i "forretningssiden". I højre side anes stadig vejgrøften og vejtræerne.

Søndermarken opstår i begyndelsen af dette århundrede som et nybyggerkvarter - et hjemsted for Viborgs småfolk, arbejdere og håndværkere og et hjemsted for stærke lokalpatriotiske rørelser, som næppe nogen sinde har eksisteret i byens øvrige kvarterer. Folk fra Søndermarken blev ikke altid regnet for noget og modsætningsforholdet til småborgerne og embedsmændene i Viborg slog tit gnister. Ikke sjældent kom dette til udtryk som gadekampe mellem drenge fra Søndermarken og drenge fra Mikkelsgade, der paradoksalt nok var ligeså fattige om ikke fattigere end Søndermarksdrengene.

Koldingvej 1955
Et billede af samme sted set i 1995. Første hus til venstre er Koldingvejs Bageri, som nu ejes af bagermester Dahl. Længst tilbage anes Ringvejsbroen fra 1962. I højre side ses også taget af Søndre Skole.

Søndermarken var et udpræget arbejderkvarter. Søndermarken var det sted i byen, hvor socialdemokratiet fik flest stemmer. Søndermarken var det sted i byen, hvor de fleste kvadratmeter baghave, af lyst og nød, blev udnyttet til dyrkning af grøntsager og hvor høns, gæs, grise og duer åd levninger for til sidst at ende på middagsbordet. Søndermarken havde sin egen skole, sit eget forsamlingshus, sin egen idrætsklub (SIK) og sine egne små butikker.

Ølbroen
Foto af Ølbroen (lige før Århusvej 143) umiddelbart før den måtte lade livet.

Forsamlingshuset- eller Træballe, som det kaldes, var bydelens samlingspunkt for de kulturelle arrangementer, om end ordet kultur ikke indgik i den sproglige bevidsthed. Træballe var (og er) en enkel træbygning - oprindelig en gammel "tyskerbarak", som stod på Folkekuren i Hald Ege- indrettet med en lille scene og med enkle køkkenfaciliteter. Ved indgangen var der sågar en lille garderobe. Navnet Træballe er en sammentrækning af ordene træhus og Balle. Forsamlingshusets første bestyrer hed Balle.

I vores ungdom i 60érne var der af og til pigtrådsbal lørdag aften. Det var små danske og svenske bands, der optrådte og ved en enkelt lejlighed gruppen Them - fra selveste beatmusikkens mekka - England. Det var ved de lejligheder vi smagte den første cigaret, drak den første øl og fik det første kys.

En gang om ugen blev der afholdt bankospil - altid med fuldt hus og med luften tung af tobaksrøg. Når vi en enkelt gang af barnlig nysgerrighed troppede op uden en krone på lommen, var der altid en af vennernes mor, der gav en spilleplade og en sodavand. Solidariteten og omsorgen for naboens børn var stor.

Træballe dannede også ramme om danseskolen - ledet af Henri og Bente Rosenkilde og en spolebåndoptager som musikledsagelse. År efter år og aften efter aften forsøgte de uophørligt at få de uregerlige søndermarksdrenge, der presset af deres mødre, nødtvungent mødte op på gæstevisit, til at danse Engelsk vals, Quickstep og Cha-cha-cha for på den måde at bibringe drengene lidt dannelse. Det var en svær opgave i de år. Pigtrådsmusikken og de anarkistiske dansetrin gik rent ind og stod i skærende kontrast til danseskolen.

Hver søndag formiddag blev der på Søndre Skole af Indre Mission arrangeret søndagsskole for kvarterets børn. At deltage heri blev betragtet med foragt og det er os en gåde, hvem kundegrundlaget har været. Kun én gang om året var det legitimt at deltage - nemlig ved juletræsafslutningen i Træballe, hvor der blev uddelt slik og gaver. Kunsten og den indbyrdes konkurrence bestod i så mange gange som muligt at snyde sig ind i rækken af børn for derved at få maksimalt udbytte af dagen.

I dag ejes Træballe af brevdueforeningen Sct. Kjeld og huset har stadigvæk en vis betydning som lokalt samlingspunkt.

Søndre Skole - At starte i skole i begyndelsen af tresserne var for os det første møde med verden udenfor. Det var før kvinderne kom på arbejdsmarkedet, så vi havde ikke været i børnehave eller dagpleje. Skolen blev hurtigt det andet faste holdepunkt i tilværelsen.

Søndre Skole 1959
Luftfoto af Søndre skole 1959

Når vi tænker på Søndre skole, dukker der en masse billeder frem:

Skolepatruljen ved fodgængerovergangen - de mørke morgener hvor der blev givet reprimander til de elever, der ikke havde lys på cyklen. At trække cyklen gennem skolegården og ned i den efterhånden overfyldte cykelkælder under "hønsegården".

Frøken Nedergård, der med et stille smil og med hovedet lidt på skrå vandrer rundt i "hønsegården" med nogle små piger ved hånden, mens nogle smådrenge samtidig har gang i et hurtigt slagsmål og tiljubles af den omkringstående klynge af børn. Frøken Nedergård, der forsøger at skille de stridende parter alt imens den frækkeste råber: "Gok, gok, gok"!

Eller billeder som:

At stå på række i den store skolegård, med drengene forrest. Gårdvagtens skingre fløjte. Vinterdage hvor snebolde føg over rækkerne i håb om at ramme "manden med fløjten". Opstillingen udenfor klasselokalet. Præfekterne med de grønne armbind, der med større eller mindre held forsøgte at skabe ro i geledderne. Voldsomme boldkampe i læskurene i begge ender af den store skolegård. Skolemælk og sparre-mærker. Sexualundervisning med "Maren malkeko".

Det er umuligt at berette om Søndre skole uden at nævne den daværende og legendariske skoleinspektør Viggo Bruun Christensen. Bruun Christensen (i daglig tale kaldet Brumse) styrede skolen med hård hånd og forestod personlig udleveringen af karakterbøgerne. Det foregik på nøjagtig samme måde hver gang. Først tre - og kun tre taktfaste bank på døren, hvorefter døren blev revet op og Bruun kom til syne med brillerne siddende halvt ude på næsen og med stakken af de bruntindbundne og opslåede karakterbøger i favnen. Alle elever (og læreren) rejste sig som på kommando og stod skoleret, hvilket var kutyme, når en voksen kom ind i klassen. Efter at have fået lov til at sætte sig fulgte nu en fast procedure, hvor hver enkelt elev skulle op til Bruun efter sin bog og have kommentarer med på vejen. Der blev selvfølgeligt givet ros, men det der står indprentet tydeligst i hukommelsen er de nedladende ord, som nogle fik med på vejen. Sætninger som "Det går den vej, som hønsene skraber" eller "Du kan gå hjem og synge på det jævne, på det jævne" har utvivlsomt ikke gjort skolelivet lettere.

SIK er og var bydelens idrætsklub. I dag er SIK en stor klub med både håndbold og volleyball og med forbedrede og relativ nye klubfaciliteter på Liseborgvej. Men dengang i tresserne var det en klub udelukkende med fodbold - og kun for drenge og mænd. Næsten alle drenge, som voksede op på Søndermarken i 60'erne, har på et eller andet tidspunkt været medlem af SIK.

Klubben havde hjemmebane på Sønæs (hvor B67 holder til i dag) og den lille sorte bjælkehytte var klubhuset. De trange klubforhold var befordrende for sammenhold og kammeratskab og den broderlige klubånd, der gik på tværs af alder, tiltrak mange - også inde fra byen. Især "rødderne" og de utilpassede, som ikke kunne finde fodfæste i storebror-klubben VFF, fandt i SIK det kammeratskab, den accept og det fristed, de søgte.

Og så var vi gode dengang! Vel tabte vi stort til VFF, der altid i vore lokale opgør stillede op med hold spækket med mesterrække spillere, men til gengæld vandt vi altid tredje halvleg - lørdag aften i byen. Og om aftenen i byen blev vi aldrig provokeret af VFF'er, for de vidste, at vi var de rå og stærkeste, når det kom dertil!


[INDEKS]
Opdateret den 30.3.2003